Bogen handler om de juridiske aspekter af kapitalselskabers finansiering, og er den første samlede fremstilling i dansk ret af reglerne om egen- og fremmedfinansiering. De enkelte emner, der behandles i bogen, er i betydeligt omfang inspireret af praktisk relevante forhold.
Bogen behandler blandt andet:
- Ledelsens pligter, herunder pligten til at sikre et forsvarligt kapitalberedskab og til at varetage selskabets interesse
- Valg af finansieringsform
- Udbud til offentligheden
- Selvfinansiering, herunder udbytte efter overtagelse/debt push down, refinansiering af målselskabets gæld efter overtagelse, målselskabets tilbagetræden for akkvisitionsgæld og koncernlån
- Udstedelse af kapitalandele
- Udstedelse af konvertible gældsbreve
- Tilskud
- Optagelse af banklån, herunder bilaterale lån, klublån og syndikerede lån
- Udstedelse af erhvervsobligationer
- Optagelse af koncerninterne lån, herunder deltagelse i cash pool-ordninger
- Optagelse af efterstillede lån, herunder juniorlån og ansvarlige lån
- Kaution og sikkerhedsstillelse for lån, herunder strukturering af sikkerhedspakke, selskabsretlige begrænsninger og pant stillet til fordel for en repræsentant for de til enhver tid værende panthavere
- Interkreditoraftaler
- Legal opinions
Bogens indhold er ajourført pr. 12. juli 2018.
I 2. udgave er der foretaget en generel gennemskrivning af store dele af bogen og detaljeringsgraden er på nogle områder udvidet, bl.a. i forhold til akkvisitionsfinansiering, finansielle covenants, interkreditoraftaler og legal opinions.
Bogen kan anvendes af jurister i den finansielle sektor, praktiserende advokater og advokatfuldmægtige samt studerende, der ønsker en indføring i finansieringsretten. Bogen anvendes i undervisningen i finansieringsret på Aarhus Universitet, Københavns Universitet og på Copenhagen Business School.
Filer
Anmeldelser
Uanset om man måler denne bog efter praktiske kriterier (der fokuserer på sædvaner og aftalepraksis inden for de forskellige emneområder) eller efter retsvidenskabelige, er der tale om en fremstilling af særdeles høj kvalitet. Forfatteren har et indgående overblik over sit emne, og det letter tilegnelsen, at han følger en så stringent og forståelig systematik. (…)
Bogen er derfor ikke alene en praktisk håndbog, men også en retsvidenskabelig fremstilling, tilmed af høj kvalitet. Forfatteren formår at bygge de teoretiske og praktiske aspekter af moderne selskabsfinansiering sammen i en helstøbt tekst. Dermed viser han sig ikke alene som en kyndig praktiker, men også som en dygtig formuerets- og selskabsjurist. De bedste anbefalinger om at konsultere bogen skal derfor lyde, både til praktikere og universitetsjurister.
Professor, dr.jur. Mads Bryde Andersen i Ugeskrift for Retsvæsen 2016, litterær afdeling B, s. 42 ff.
Den særlige værdi ved denne bog er især, at den bryder grænserne for den sædvanlige juridiske disciplinopdeling. Den giver et godt overblik over problemstillinger, som fra en virkelighedsnær synsvinkel hører sammen. Bogen er et eksempel på, at der er behov for at gå på tværs af de traditionelle juridiske fagopdelinger.
Professor, dr.jur. Paul Krüger Andersen i Nordisk Tidsskrift for Selskabsret 2016, nr. 1, s. 115